Napoli overvejer at sende Jesper Lindstrøm videre
Der er uvished om Jesper Lindstrøms fremtid i Napoli. Den danske stjerne kan ende med at blive solgt eller udlejet allerede i dette transfervindue.
På det seneste har der været en del tvivl om Jesper Lindstrøms fremtid i Napoli. Det har været småt med spilletiden, og han har haft svært ved for alvor at slå igennem.
Nu lyder det, at den italienske klub er tæt på at hente Cyril Ngonge fra Hellas Verona. Det kan få betydning for Lindstrøms situation i klubben. Faktisk kan det resultere i, at han helt kommer til at forlade klubben.
Lokalavisen Il Mattino skriver, at det faktum, at den belgiske profil er på vej til Napoli, har fået klubben til at overveje Lindstrøms fremtid.
Den 23-årige dansker blev hentet i Eintracht Frankfurt i sommer, men hans skifte har ikke været den store succes. Han har ikke vist gode takter i Italien, og det har fået betydning for hans spilletid.
Indtil videre er det kun blevet til 215 minutter på banen i Serie A, hvilket er fordelt på 11 kampe. Det betyder, at han i gennemsnit har fået mindre end 20 minutter på banen i hver kamp.
Det lyder, at den italienske klub havde forventet at se mere fra Jesper Lindstrøm. Derfor er de nu i tvivl om, hvorvidt det giver mening at holde fast i ham.
Førnævnte lokalavis skriver, at de derfor overvejer at sende ham videre. Det bliver dog ikke specificeret, hvorvidt de har planer om at sælge ham eller derimod vil udleje ham resten af sæsonen.
Da han blev hentet til Napoli, betalte Serie A-klubben hele 225 millioner kroner for ham.
Desuden skrev han under på en kontrakt, der holder ham i klubben frem til sommeren 2028.