Thomas Gravesen reagerer på bombe: Har ikke oplevet noget lignende
En sand bombe sprang for nylig i Superligaen, og Thomas Gravesen er overbevist om, at han aldrig har set noget lignende.
Vejle Boldklub var millimeter fra at blive solgt til Cagdas Senyürek, men det hele endte med at kollapse. Denne sag er endt med at skabe forargelse i hele fodbolddanmark.
Det har dog særligt påvirket en mand som Thomas Gravesen, der har en stor kærlighed til klubben. Han bor i Vejle, har fået en pub opkaldt efter sig, og har spillet 62 kampe i Superligaen for Vejle Boldklub.
Derfor er der ingen tvivl om, at det er en klub, som står hans hjerte meget nært. Og derfor har han naturligvis også fulgt med i de seneste uger, hvor skeletterne er væltet ud af skabet for Cagdas Senyürek.
Til en start virkede Cagdas Senyürek blot som en glad og venlig forretningsmand, der ønskede at købe en fodboldklub. Derfor låste han sig fast på Vejle Boldklub, som han var tæt på at blive ejer af.
Det hele virkede meget legitimt, da han tog sig tid til at tale med pressen, fanpodcasts mv. Men pludselig tog sagen en uventet drejning, da skeletterne begyndte at vælte ud af skabet.
Nærmest fra den ene dag til den anden, blev Cagdas Senyürek fanget i et utal af løgne. Til sidst måtte Vejle Boldklub melde ud, at man havde besluttet at droppe salget til den tysk-tyrkiske forretningsmand.
Det er noget, der nærmest har fejet benene væk under Thomas Gravesen. Han fortæller til Tipsbladet, at han ikke har oplevet noget lignende.
“Der var også den sag i Jammerbugten, men ellers har jeg ikke oplevet noget lignende på den her måde. Det var en situation, hvor man nærmest sagde: ‘Hvad fanden er det her for noget?’. Fra start af så det mærkeligt ud med tanke på al den information, der kom ud, inden handlen var gået igennem,” siger han til Tipsbladet.