Rennes og Lens er interesseret i MLS-stjernen Denis Bouanga

Foto: Bob Drebin/ISI Photos/Getty Images

Både Stade Rennais og RC Lens viser stor interesse for den 29-årige Denis Bouanga, der i dag spiller i Los Angeles FC.

Denis Bouanga har før gjort karriere i Ligue 1, og skulle være klar til at vende tilbage til den franske liga. Det har skabt interesse for ham i både Stade Rennais og RC Lens, melder journalist Mohamed Toubache-Ter.

Den 29-årige franskmand, der har en fortid i AS Saint-Étienne, har haft et vellykket ophold i MLS. I denne sæson blev han topscorer i divisionen, ligesom han stod for at føre sit hold til mesterskabsfinalen. Det endte dog med et nederlag på 2-1 til Colombus.

Men kun et år efter sit skifte til MLS, er han nu klar til at forlade den amerikanske liga. Efter sigende skulle han have et ønske om at vende tilbage til Ligue 1 i nærmeste fremtid.

Tidligere på måneden blev han interviewet af Le Maine Libre, hvor han slog fast, at han håber på at kunne vende tilbage til Ligue 1 i januar. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er han også åben for et skifte til en anden klub i Europa.

“Mit mål er klart. Jeg vil tilbage til Frankrig eller til en anden europæisk klub”, sagde fløjspilleren.

Bouanga har også været sat i forbindelse med et skifte til OGC Nice, men de har besluttet at gå i en anden retning. I stedet har de hentet den yngre Mohamed-Ali Cho, som har både et højere potentiale og en højere gensalgsværdi.

Alligevel mangler Bouanga ikke bejlere i Frankrig, hvor han er på radaren i både Lens og Rennes. Efter sigende har han allerede været i kontakt med Frédéric Hébert, der er ansvarlig for rekruttering i Lens.

torsdag 1. februar 2024

onsdag 31. januar 2024

tirsdag 30. januar 2024