OB udlejer spiller til italiensk fodbold
Det ser ud til, at det er en god løsning for begge parter, da hverken klub eller spiller var tilfreds med den tidligere situation.
Det har ikke været den store succes for finske Sauli Väisänen at skifte til dansk fodbold. I hans tid i OB er det kun blevet til 17 minutter på banen i Superligaen.
Det har medført, at han for en stund forlader den fynske klub. Den 29-årige forsvarer er nemlig blevet udlejet til Ascoli, hvorfor han vender tilbage til italiensk fodbold.
Inden skiftet til OB, spillede Väisänen for den italienske klub Cosenza. Her blev han hentet i sommer, men skiftet har ikke været en succes. Derfor bliver han udlejet til Ascoli, der spiller i Serie B, resten af sæsonen.
I denne forbindelse bliver der ikke lagt skjul på, at OB ikke er tilfredse med, hvad der er blevet leveret af den finske forsvarer. Netop derfor har de valgt, at det rette vil være at sende ham på et lejeophold.
“Hverken OB eller Sauli er tilfredse med hans hidtidige forløb i klubben, men denne lejeaftale giver mulighed for hyppig spilletid, som er godt for alle parter. Vi ønsker Sauli alt det bedste i lejeperioden,” siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB, ifølge Campo.
Da Väisänen i sommer blev hentet til OB, skrev han under på en treårig kontrakt. Han vender retur til den fynske klub til sommer, da der ikke er blevet inkluderet en købsoption i aftalen.
I Ascoli skal han forsøge at hjælpe den italienske klub med at undgå nedrykning fra Serie B. I årets første kamp fik de en god start, da de sikrede sig et enkelt point mod topholdet Parma. De ligger dog stadig under nedrykningsstregen.