Manchester City og Manchester United lurer på stortalent i FC København

Foto: Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images

De to Manchester-klubber har et godt øje til den unge FCK-spiller, som de følger tæt.

Tidligere har der været meldinger om interesse fra klubber som FC Barcelona og Chelsea. Nu lyder det også, at der er interesse fra både Manchester United og Manchester City.

Det er mediet Football Insider, der skriver, at de to Manchester-klubber har et godt øje til den unge Roony Bardghji.

Faktisk er de meget ivrige efter at vurdere hans niveau, hvorfor deres talentspejdere er blevet bedt om at følge alle FCK-kampe. Dette gør de specifikt med henblik på at følge Roony, lyder det fra Football Insider.

Der bliver dog ikke meldt noget ud om, hvor konkret de to klubbers interesse er. Hvorvidt de vil forsøge sig med et køb nu eller til sommer, er der derfor heller ikke skrevet noget om.

Tidligere på ugen talte bold.dk med det 18-årige talent. Her forklarede, at han selv føler sig klar til at skifte til en større klub. Alligevel er det ikke noget, der er i fokus for ham.

“Jeg føler mig klar, men hvornår det skal være – om det er nu eller senere – ved jeg ikke. Lige nu fokuserer jeg på at komme i topform og spille fodbold. Så må vi se, hvad der sker,” lød det fra Roony.

Naturligvis er der altid mange rygter i fodboldverdenen, men sportsdirektør Peter Christiansen har nærmest bekræftet, at der kan være noget om det.

“Det er i og for sig ligegyldigt, om jeg kan genkende det billede, men der er jo ikke røg uden ild. Lad os se, hvad tiden bringer,” har han udtalt til bold.dk.

Derfor kan det ikke udelukkes, at den unge FCK-spiller er tæt på et skifte væk fra klubben. Ifølge Transfermarkt har han en markedsværdi på 9 millioner euro, hvilket svarer til omkring 67 millioner kroner.

torsdag 1. februar 2024

onsdag 31. januar 2024

tirsdag 30. januar 2024