Flere Premier League-klubber lurer på Morten Frendrup

Foto: Simone Arveda/Getty Images

Den 22-årige dansker er havnet på radaren i flere engelske klub, hvorfor et skifte til Premier League kan ligge i kortene.

Det kan ikke udelukkes, at Morten Frendrup skal fortsætte sin karriere i England. Han er nemlig på blokken i flere klubber i Premier League.

Tidligere har det været fremme, at Liverpool skulle have et godt øje til ham. Nu lyder det, at den 22-årige Genoa-spiller også er af interesse i andre klubber i den bedste engelske række.

Det italienske medie Tuttosport skriver, at både Aston Villa, Brentford og Crystal Palace også holder øje med ham.

Selvom der er stor interesse fra Premier League, ligger det ikke i kortene, at han forlader Genoa i januar. Derimod er det en prioritet for den italienske klub at holde fast i Frendrup og deres øvrige profiler sæsonen ud.

Ifølge bold.dk har et andet italienske medie for nylig meddelt, at han måske slet ikke forlader klubben. Tværtimod skulle han være på vej til at skrive under på en ny kontrakt.

Hans nuværende kontrakt med Genoa løber til 2026. Denne kontrakt skrev han under på, da han i januar 2022 skiftede Brøndby IF ud med den italienske klub.

Det er dog især i denne sæson, at han har skabt opmærksomhed omkring sig selv i Serie A. Og det har tilsyneladende fået flere klubber til at få øjnene op for ham.

Ifølge Transfermarkt står Brøndby også til at tjene penge på et eventuelt salg af Frendrup. Da de sendte ham til Genoa, sørgede de nemlig for at sikre sig en videresalgsklausul på 15 procent.

Desuden oplyser Transfermarkt, at den 22-årige dansker har en estimeret markedsværdi på 10 millioner euro. Det svarer til omtrent 75 millioner danske kroner.

torsdag 1. februar 2024

onsdag 31. januar 2024

tirsdag 30. januar 2024