Endnu en fodboldstjerne er utilfreds i Saudi-Arabien og vil tilbage
Flere spillere har givet udtryk for, at de er utilfredse i Saudi-Arabien. Nu har endnu en spiller meldt sig ind i koret.
Sergej Milinkovic-Savic er den seneste stjerne, der har givet udtryk for, at han er utilfreds i Saudi-Arabien. Derfor skulle han være klar til at forlade Al-Hilal, som han skrev kontrakt med for seks måneder siden.
Den tidligere Lazio-stjerne blev hentet til klubben i juli sidste år, og har været med til at løfte Al-Hilal længere op i tabellen. I denne sæson har han bidraget med otte mål og fire oplæg i 16 kampe.
Selvom han har fin succes på banen, skulle han være klar til at forlade klubben. Ifølge Il Messaggero mødtes han med sine tidligere Lazio-holdkammerater i Riyadh efter deres nederlag til Inter Milan i den italienske Super Cup.
Her gjorde han det klart for sine tidligere holdkammerater, at han ønsker at vende tilbage til klubben.
Milinkovic-Savic er bestemt ikke den første spiller, der har et ønske om at forlade Saudi-Arabien før tid. Flere andre spillere, der er blevet lokket til landet med store kontrakter, er åbne for at skifte væk.
Det var også tilfældet for Jordan Henderson, der har forladt Al-Ettifaq efter kun seks måneder. Ydermere er der også forlydender om, at Karim Benzema ønsker at forlade Al-Ittihad til fordel for en klub i Europa.
Al-Hilal betalte cirka 300 millioner kroner for at hente Milinkovic-Savic i Lazio sidste år. Han har skrevet under på en treårig kontrakt, der sikrer ham en løn på cirka 150 millioner kroner.
Han afviste blandt andet interesse fra Juventus, Arsenal og Chelsea, da han skiftede til Al-Hilal. Hvis han vil skifte til et af disse hold nu, skal han dog acceptere en stor lønnedgang.