Dortmund ledelse tror stadig på Edin Terzić trods sløj pointhøst
Selvom der på det seneste ikke har været gode takter i Borussia Dortmund, viser ledelsen fortsat støtte til træner Edin Terzić.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Borussia Dortmund ikke har vist sig som værdige kandidater til Bundesliga-titlen i denne sæson. I skrivende stund har Edin Terzićs tropper hele 15 point op til Bayer Leverkusen, som indtager 1.-pladsen.
Selvom de i sidste halvdel af sæsonen begynder at præstere markant bedre, vil det alligevel være svært at indhente det tabte. Netop dette har medført, at Terzić er kommet under et markant pres.
Selvom Dortmund har gjort det rigtig godt i Champions League, hvor de sluttede øverst i deres gruppe med PSG, AC Milan og Newcastle, har det haltet i Bundesligaen.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at der fra ledelsens side stadig er fuld opbakning til Terzić. Det har klubbens sportsdirektør Sebastian Kehl slået fast i et nyligt interview med Bild.
“Vi er fuldstændig overbevist af Edin Terzić. Vi er overbevist om, at vi med denne konstellation og kvaliteten af den trup, er i stand til at præstere væsentligt bedre og stadig vil nå vores mål om at kvalificere os til Champions League,” lyder det.
“Derfor lader vi os ikke drive af alle de emner, der blev diskuteret omkring os. Jeg forstår, at fansene er skuffede over vores præstationer.”
“Vi har analyseret de seneste måneder sammen, behandlet hinanden meget kritisk og draget konklusioner ud fra det. Vi har allerede implementeret nogle ting, såsom at hente assistenttrænerne Nuri Sahin og Sven Bender.”
“Men andre ting kan stadig tage lidt tid. Jeg tror i hvert fald på, at vi vil vise et andet ansigt i 2024. Ud fra situationen i tabellen er det også klart: Januar skal være vores måned.”