AGF forlænger med en ung stopper
Han har imponeret ledelsen i den aarhusianske klub, og det har medført en ny kontrakt til den unge Thomas Thiesson Kristensen.
I sommer blev Thomas Thiesson Kristensen en del af førsteholdstruppen i AGF. Nu har den unge forsvarer forlænget sin aftale med Superliga-klubben, så den nu løber frem til udgangen af 2026.
Det bekræfter AGF på deres hjemmeside.
Forlængelsen med TK kommer, efter han fik sin debut i Superligaen i foråret, og siden har været en del af truppen. Han fik senest spilletid i 3-0-sejren over FC Midtjylland.
Det unge forsvarstalent har formået at etablere sig rigtig flot i Superliga-truppen, hvilket klubben nu har besluttet at belønne med en lang forlængelse af sin aftale.
“Hele trænerteamet forventer meget af TK, der er i en fin udvikling som menneske, spiller og fremtidig leder på vores hold. Og vi er glade for, at et af vores egne spændende talenter nu forpligter sig med en lang aftale med AGF,” siger Stig Inge Bjørnebye, der er sportschef i AGF.
TK startede sin fodboldkarriere i Galten FS, inden han i 2013 kom til AGF.
Her har han været lige siden, hvis man ser bort fra et enkelt år, hvor han var på idrætsefterskole, og derfor var en del af Vejle Boldklub.
“Jeg synes det er gået godt siden jeg rykkede op i førsteholdstruppen og jeg har arbejdet hårdt for at fortsætte min udvikling. Så at jeg nu kan skrive en lang kontrakt med AGF, er helt fantastisk. Det er dét, jeg har kæmpet for, lige siden jeg startede med at spille fodbold i Galten som lille dreng, og jer super glad og stolt over, at klubben og trænerne tror på mig,” siger TK.
Han slår også fast, at han ser frem til at fokusere på sin udvikling, så han kan tage det næste skridt i sin karriere.
Det er gået stærkt for den 19-årige forsvarer, der fik sin debut for AGF i Superligaen den 16. maj 2021.
Siden da er det blevet til otte kampe, ligesom han står noteret for tre ungdomslandskampe for Danmark.