Liverpool forbereder foretrukne afløser til Klopp – men det er ikke Xabi Alonso
Liverpool er på jagt efter en afløser for Jürgen Klopp, der stopper til sommer. Det har medført, at klubben er blevet kædet sammen med flere kandidater.
Liverpool er allerede i fuld gang med at lede efter en afløser for Jürgen Klopp, der forlader klubben til sommer. De har kig på flere kandidater, men især én mand skulle være af interesse på Anfield.
Fredag i sidste uge meddelte Klopp, at han har truffet en beslutning om at forlade Liverpool til sommer. Her pegede han på, at han mangler energi til at fortsætte i jobbet. Derfor har han valgt, at det er på tide at sige stop.
Kort tid efter var der meldinger om, at Liverpool skulle have et godt øje til Bayer Leverkusen-træner Xabi Alonso. Han har gjort det rigtig godt i Bundesligaen og har tidligere selv spillet for den engelske klub.
Ifølge Fabrizio Romano er det dog ikke Alonso, der står øverst på listen hos ledelsen. Derimod er det Roberto De Zerbi fra Brighton & Hove Albion, der skulle være deres foretrukne kandidat. Det kræver dog, at de kan lokke ham væk fra Brighton til sommer.
“Roberto De Zerbi er en anden manager, som de har diskuteret internt som en af de foretrukne muligheder. Så dette navn vil helt sikkert være på listen,” sagde Romano til GiveMeSport.
“Lad os se, hvem der ellers vil være på denne liste. Lad os se, hvad den nye direktør vil beslutte i forhold til, hvem der er den bedste manager for det nye projekt efter Jürgen Klopp.”
“Det er aldrig let at komme ind i en klub som Liverpool og få indflydelse på samme niveau som Jürgen Klopp. De vil tale om det internt. De skal finde en ny direktør, og så vil de beslutte, hvem der skal være den nye træner.”