Serie A

Randal Kolo Muani får historisk start i Juventus: Første gang i 30 år

Foto: Randal Kolo Muani / Getty Images
Foto: Randal Kolo Muani / Getty Images

Randal Kolo Muani har taget Juventus og Serie A med absolut storm.

På blot tre kampe har franske Randal Kolo Muani skrevet sig ind i klubbens historie med en start, som ingen andre har præsteret i Serie A’s moderne æra, der strækker sig tilbage til 1994, hvor formatet i ligaen blev ændret, således at en sejr gav tre point i stedet for to.

Fem mål på 262 minutter er således for nuværende facit for lejesvenden fra Paris Saint-Germain, der i rekordtempo har rykket op i angrebshierarkiet og har efterladt den serbiske stjerne Dušan Vlahović på bænken – også selvom den italienske legende Luca Toni forleden pointerede, at de to formentlig kunne fungere glimrende i samspil.

Den seneste opvisning kom i fredagens opgør mod Cesc Fàbregas’ Como 1907, hvor franskmanden scorede to gange og dermed blev den første spiller til at finde nettet fem gange i sine tre første Serie A-optrædener, siden ligaen i 1994 gik over til tre point for en sejr.

Den slags statistikker fortæller ikke blot om en stærk start – de afslører også et tårnhøjt individuelt niveau, der kan få stor betydning for klubbens sæson.

At ingen nyankommen Juve-spiller før har scoret fem mål i sine første tre ligakampe, understreger blot Kolo Muanis eksplosive indvirkning på et hold, der i løbet af sæsonen har haft svært ved at omsætte spilovertag til sejre og i stedet har spillet uafgjort et hav af gange.

For angriberen er det dog ikke helt nyt at præstere på denne måde.

Han har tidligere scoret i tre kampe i træk både for Eintracht Frankfurt i 2022-2023 og for franske Nantes i 2020-2021, men så stabil en målstart i en klub af Juventus’ kaliber er alligevel et kvalitetsstempel.

Dobbelt målscorer har den 26-årige franskmand faktisk kun været én gang før i en europæisk top-fem-liga – tilbage i maj 2021 for Nantes mod Dijon.

Cheftræner Thiago Motta, der hurtigt har vist sin tillid til den franske angriber, ønsker dog ikke at lade sig rive med af begejstringen.

“Han har gjort det godt, men han kan stadig forbedre sig. Han skal holde fødderne på jorden og arbejde videre,” fortæller træneren efter kampen mod Como, men alligevel er der ingen tvivl om, at Kolo Muani allerede har rykket markant på balancen i Juventus’ offensiv.

PSG håber på Dembele-eksplosion mod Arsenal

Læs også: PSG håber på Dembele-eksplosion mod Arsenal

Vigtige point i tæt topstrid

For føromtalte Dušan Vlahović må situationen alt andet lige være både frustrerende og bekymrende.

Serberen, der engang var klubbens ubestridte angrebses, måtte mod Como se hele kampen fra bænken, og bortset fra et enkelt mål mod Empoli har han ikke haft heldet med sig på det seneste, og spørgsmålet er, om han overhovedet kan genvinde sin plads i startopstillingen, så længe Kolo Muani fortsætter med at levere.

Selvom der stadig er fire måneder tilbage af sæsonen, og meget kan ske, tyder alt på, at Juventus har fundet en ny frontangriber, der ikke blot scorer mål, men også ændrer dynamikken i holdets offensive spil.

Hvis han fortsætter denne kurs, kan det blive svært at se, hvordan nogen – heller ikke Vlahović – skal kunne tage pladsen fra ham, og i det tilfælde vil den traditionsrige Juventus-klub ubetvivleligt søge at sikre sig den franske landsholdsspiller permanent.

Med sejren over Como rykker Juventus op i den altafgørende top-fire, der er adgangsgivende til næste sæsons Champions League, men der er hård kamp om pladserne, for både ACF Fiorentina og SS Lazio kan med sejre over henholdsvis Internazionale mandag og AC Monza søndag igen gå forbi Juve, mens Bologna FC 1909 – Thiago Mottas forhenværende arbejdsgivere – ligeledes med sejre i de to kampe, klubben har i hånden, kan komme à point med de zebrastribede.

Juventus skal tirsdag på en europæisk opgave, når det norditalienske storhold i Champions League får besøg af hollandske PSV Eindhoven i det første af to opgør i knockoutfasens playoff-runde af den fineste europæiske klubturnering.

Kolo og Vlahović flopper: Hvert mål i 2025 koster Juventus dyrt

Læs også: Kolo og Vlahović flopper: Hvert mål i 2025 koster Juventus dyrt

Juventus må undvære Vlahović mod Monza

Læs også: Juventus må undvære Vlahović mod Monza

Seneste nyheder

Se flere nyheder