Serie A

Samlet Serie A-økonomi er alvorligt presset

Serie A Økonomi
Foto: Serie A / Getty Images

Mange Serie A-klubber kæmper fortsat stort med økonomien, og den nyeste gennemgang er ikke sjov læsning for fans af ligaen.

Italiensk fodbold kæmper fortsat med økonomiske problemer, og den nyeste undersøgelse fra La Gazzetta dello Sport viser, at Serie A igen har registreret et betydeligt underskud i sæsonen 2023-2024.

Ligaen har samlet tabt 2,61 milliarder danske kroner, hvilket ganske vist er en forbedring fra de 3,24 milliarder danske kroner, der blev tabt året før, men altså stadig et tegn på en strukturel økonomisk ubalance.

Den økonomiske forbedring skyldes således primært to ekstraordinære faktorer: En stigning i nettofortjenesten fra spillerhandler, fra 4,34 til 4,67 milliarder danske kroner, samt en regnskabsmæssig gevinst på 417 millioner danske kroner i Genoas budget, som følge af en gældsaftale med de italienske skattemyndigheder.

Kigger man på de vigtigste indtægtskilder – tv-rettigheder, stadionindtægter og kommercielle aftaler – er omsætningen stort set uændret og ligger på omkring 20,12 milliarder danske kroner.

Derimod er udgifterne steget markant og har nu rundet 29,8 milliarder danske kroner, hvoraf halvdelen går til lønninger.

Spillerlønningerne i Serie A er steget til 14,75 milliarder danske kroner i 2023-2024 – det højeste niveau i ligaens historie, når man ser bort fra de kunstigt oppustede pandemisæsoner.

Efter et fald i lønomkostningerne i 2022-2023 er kurven nu tilbage på en opadgående kurs, hvilket yderligere belaster de allerede skrøbelige regnskaber.

En anden tung post er afskrivninger på spillerhandler, som beløber sig til 5,8 milliarder danske kroner, stort set uændret fra sidste sæson, og dette skyldes blandt andet, at flere klubber stadig afbetaler på transferaftaler, der blev udsat under pandemien.

En væsentlig forskel ses mellem de økonomisk stærkere klubber og resten af ligaen.

De otte største klubber – bestående af Atalanta, Fiorentina, Inter, Juventus, Lazio, Milan, Napoli og Roma – har således en årlig omsætning på over 1,12 milliarder danske kroner, og de har derfor formået at reducere deres samlede underskud fra 2 til 1,53 milliarder danske kroner.

De 12 mindre klubber har derimod set deres samlede underskud stige fra 1,24 til 1,5 milliarder danske kroner – og det endda med Genoas engangsindtægt på 417 millioner danske kroner, uden denne ville underskuddet have været endnu værre.

Ligaens økonomiske fundament er fortsat svagt, hvilket understreges af de massive gældsproblemer: Serie A-klubberne har en samlet gæld på 35,01 milliarder danske kroner – en stigning fra 34,57 milliarder danske kroner året før og næsten 50 procent højere end for ti år siden.

Stort underskud i Brøndby IF

Læs også: Stort underskud i Brøndby IF

Kun to Serie A-klubber er uden bankgæld

Den finansielle afhængighed af banker og faktureringsinstitutter er fortsat stor, da klubberne i stigende grad forskudsbelåner tv-indtægter og transferindtægter for at holde sig flydende.

Kun to klubber, Fiorentina og Monza, har ingen bankgæld, hvilket skyldes massiv økonomisk støtte fra deres ejere, henholdsvis Rocco Commisso og Fininvest.

Sammenlignet med Bundesligaen ser det dystert ud, for mens Serie A’s samlede egenkapital er 4,19 milliarder danske kroner, så råder Bundesliga-klubberne over et tre gange så stort beløb.

Genoa og Verona er to klubber, der bør følges tæt, da de kæmper med store gældsniveauer på henholdsvis 1,18 milliarder og 670,5 millioner danske kroner.

Det er tydeligt, at Serie A stadig kæmper med økonomiske problemer, der går tilbage til før pandemien, og selvom nogle klubber forbedrer deres økonomi, er gældsniveauet alarmerende højt, og lønomkostningerne fortsætter med at stige.

Hvis ligaen skal konkurrere med de største europæiske turneringer, må der findes en mere bæredygtig økonomisk model – enten gennem strammere økonomisk styring, større kommercielle aftaler eller nye investeringer.

Indtil da vil Serie A fortsat være præget af finansiel ustabilitet, hvilket kan gøre det sværere for italienske klubber at konkurrere med Premier League, Bundesligaen og La Liga.

Hvem har de bedste og værste regnskaber?

De mest økonomisk sunde klubber i 2023-2024 var:

  • SSC Napoli: +469 millioner danske kroner
  • SS Lazio: +283 millioner danske kroner
  • US Lecce: +104 millioner euro – en imponerende præstation for en lille klub
  • Atalanta BC: +89 millioner danske kroner

De største underskud blev registreret hos:

  • Juventus FC: -1,48 milliarder danske kroner
  • AS Roma: -603 millioner danske kroner
  • AC Monza: -447 millioner danske kroner
Brentford i krig mod falske kamptrøjer

Læs også: Brentford i krig mod falske kamptrøjer

Brasiliansk kæmpeklub truet af konkurs – har anmodet om rekonstruktion

Læs også: Brasiliansk kæmpeklub truet af konkurs – har anmodet om rekonstruktion

Seneste nyheder

Se flere nyheder