Serie A

Guldregn i Juventus: Har tjent over 750 millioner på salg af talenter

Foto: Matías Soulé / Getty Images
Foto: Matías Soulé / Getty Images

Juventus har i løbet af de seneste seks måneder brugt deres talentudviklingssystem, Next Gen, flittigt som en altafgørende økonomisk ressource.

Således har Torino-klubben tjent styrtende 765 millioner danske kroner på spillersalg af talenter fra eget akademi, en strategi der balancerer mellem sportslig udvikling og økonomisk nødvendighed, hvor unge talenter udvikles i klubbens Serie C-hold og derefter enten får chancen på førsteholdet eller sælges videre for at finansiere nye investeringer.

Den største enkeltstående handel var salget af Matías Soulé til Roma for 190 millioner danske kroner – en sum, der med bonusser kan nærme sig 225 millioner danske kroner.

Soulé har ganske vist haft en svær start i hovedstadsklubben med kun ét mål i 21 kampe.

En anden markant transfer var Nicolò Fagioli, der i transfervinduets sidste timer skiftede til Fiorentina for 120 millioner danske kroner plus 18,5 millioner danske kroner i mulige bonusser samt en videresalgsklausul.

Fagioli blev tidligere betragtet som en fremtidig nøglespiller for Juventus, men finansielle hensyn gjorde altså, at han blev ofret.

Også Samuel Iling-Junior og Enzo Barrenechea blev solgt som en del af en større handel med Aston Villa for Douglas Luiz, en aftale der havde en samlet værdi af 208 millioner danske kroner, men førstnævnte blev dog hurtigt sendt videre på leje til Bologna og er nu endt hos Middlesbrough.

En anden tidligere Juventus-spiller, Kaio Jorge, blev solgt til Cruzeiro for 55 millioner danske kroner efter en skadesplaget tid i Europa, og samtidig har Radu Drăgușin, der tidligere var en del af Juventus-systemet, udviklet sig markant, og hans nylige skifte til Tottenham fra Genoa har indirekte bekræftet, hvor stærkt Next Gen-projektet kan være i udviklingen af unge forsvarsspillere.

Den mest smertefulde afgang for Juventus ser dog ud til at være Dean Huijsen, der blev solgt til Bournemouth for 113 millioner danske kroner.

Den 18-årige forsvarer har nemlig allerede imponeret så stort i Premier League, at han har tiltrukket interesse fra gigantiske klubber som Chelsea og Real Madrid.

Juventus sikrede sig dog en videresalgsklausul på Huijsen på 10 procent, hvilket kan give en ekstra gevinst, hvis han fortsætter sin opadgående udvikling.

Holder på tyrkisk kæmpetalent

Mens Juventus har tjent stort på talentsalg, har klubben stadig enkelte unge stjerner tilbage.

Således har særligt Kenan Yildiz været en åbenbaring denne sæson med 33 kampe og seks mål, og trods interesse fra topklubber vil det kræve et bud på 600-670 millioner danske kroner for at få Juventus til at overveje et salg af det tyrkiske stortalent.

Next Gen-projektet er altså hurtigt blevet et bevis på Juventus’ evne til at skabe værdi gennem deres akademi, og det giver økonomiske fordele, men samtidig er det en balancegang mellem at sikre kortsigtede finansielle gevinster og bevare de spillere, der potentielt kunne styrke førsteholdet på længere sigt.

Seneste nyheder

Se flere nyheder