Premier League

Ronaldinhos søn forlod Barcelona: João Mendes glad for skifte til Burnley

João Mendes Ronaldinho Barcelona Burnley
Foto: João Mendes / Getty Images

I sommer forlod João Mendes, der er søn af legendariske Ronaldinho, Barcelona til fordel for engelske Burnley, og det har været en ubetinget god ting for brasilianeren.

João Mendes, søn af den brasilianske fodboldlegende Ronaldinho, har fundet sin egen vej i fodboldverdenen efter skiftet fra Barcelona til Burnley.

Den 19-årige angriber indrømmer, at skiftet til den engelske klub har givet ham mulighed for at træde ud af sin fars skygge og fokusere på sin egen udvikling.

“Jeg vil være João, uanset hvad,” fortæller han til ESPN Brazil.

“Jeg har aldrig forsøgt at være min far eller ønsket at være ham. Så at komme væk fra Barcelona og det, der er tæt forbundet med ham, var et godt skridt for mig.”

Mendes blev i 2023 hentet til Barcelonas La Masia-akademi efter en vellykket prøveperiode, men skiftede seneste sommer til Burnley, hvor han nu spiller fast på klubbens U21-hold, og selvom han er stolt af sin fars arv, forsøger han nu at fokusere fuldt ud på sin egen karriere:

“Min far var en af de bedste, hvis ikke den bedste, der nogensinde har spillet spillet. At være hans søn og kunne tale om ham er en ære. Men jeg prøver at gøre mine egne ting og spille fodbold på min egen måde, uden pres.”

Lamine Yamal: Barcelonas håb mod Inter Milan

Læs også: Lamine Yamal: Barcelonas håb mod Inter Milan

Koldt i det nordengelske

Overgangen til engelsk fodbold har dog ikke været uden udfordringer, og den unge brasilianer indrømmer således, at han altså stadig vænner sig til livet i det nordlige England – især den bidende vinterkulde.

“Det er svært i starten, ingen tvivl om det. Især nu hvor det er vinter, og her i nord er det endnu værre. Men hvis man tager handsker på og to par sokker, kan man klare det,” joker den unge brasilianer.

Til gengæld har han allerede mærket den store fodboldkultur i Burnley.

“Selvom det er en lille by, er folk meget passionerede omkring fodbold. Man kan se det til kampene – stadionet er altid fyldt. Forbindelsen mellem klubben og fansene er virkelig stærk.”

Mendes har stadig en lang vej foran sig, men han er opsat på at skabe sin egen identitet i fodboldverdenen – langt væk fra farens berømte tricks og smil på Camp Nou.

Overstadig Flick tror på fuld plade efter finaletriumf

Læs også: Overstadig Flick tror på fuld plade efter finaletriumf

Barcelona nærmer sig guld trods tunge ben

Læs også: Barcelona nærmer sig guld trods tunge ben

Seneste nyheder

Se flere nyheder