Premier League

Journalist: Geovany Quenda kan forløse Patrick Dorgu i Manchester United

Foto: Geovany Quenda / Getty Images
Foto: Geovany Quenda / Getty Images

Nøglen til for alvor at få Patrick Dorgu til at fungere i Manchester United løber ifølge en engelsk journalist i øjeblikket rundt i en Sporting CP-trøje.

Manchester Uniteds fortsat relativt nye manager, portugisiske Ruben Amorim, har allerede sat sit præg på holdets taktiske struktur, men for at få det optimale ud af sit foretrukne 3-4-2-1-system kan han få brug for endnu en wingback.

20-årige danske Patrick Dorgu blev hentet ind i januars transfervindue for at styrke venstre side, men overraskede ved at spille på højre wingback i sin debut mod Leicester City fredag.

Amorim pointerer rigtigt nok efter kampen, at Dorgu har erfaring på begge fløje og derfor kan bruges fleksibelt, men løsningen på Uniteds problemer kan meget vel ligge i en ny stor sommertransfer.

En af de spillere, der nævnes som en mulig forstærkning, er ifølge den engelske journalist Tyrone Marshall, der skriver for lokale Manchester Evening News, Sporting CP-talentet Geovany Quenda.

United har angiveligt længe haft et øje på den 17-årige wingback, og Amorim kender ham særdeles godt fra deres fælles tid i Portugal.

Quenda er naturligt venstrebenet, men har faktisk spillet langt flere kampe på højre wingback end venstre, hvilket gør ham til en oplagt kandidat til at balancere Dorgus rolle i systemet.

Dorgu, der blev hentet fra Lecce for omtrent 225 millioner danske kroner, blev trukket ud allerede ved pausen i sin debut, men viste i første halvleg gode takter i samspillet med Amad Diallo.

Hans positionering højere oppe på banen fungerede naturligt, men Uniteds offensiv blev for ensidig, da næsten alle spillere forsøgte at trække ind i banen, hvilket gjorde det lettere for Leicester at forsvare.

Med en wingback som Quenda på højre side og Dorgu tilbage på sin vante venstre wingback kan United antageligt få en langt mere dynamisk opsætning.

Amorim har allerede understreget vigtigheden af alsidige wingbacks, og en konstellation med Dorgu til venstre og Quenda til højre ville give holdet præcis den balance, der mangler.

Amorim ser klare fremskridt

Læs også: Amorim ser klare fremskridt

Har stort prisskilt

En potentiel handel for Quenda vil dog ikke blive billig, for Sporting har angiveligt sat en prislap på spillere på omkring 450 millioner danske kroner, men Uniteds interesse har eksisteret, allerede før Amorim kom til klubben.

Med managerens tilknytning til den portugisiske liga og hans kendskab til Quendas kvaliteter kan United meget vel forsøge at hente ham til sommer.

Hvis United får gennemført handlen, kan klubben endelig have fundet den rette wingback-duo til Amorims system – og samtidig give Patrick Dorgu mulighed for at spille på sin foretrukne venstrekant, hvor han kan udnytte sine offensive kvaliteter fuldt ud.

Geovany Quenda har trods sin unge alder allerede optrådt 36 gange for førsteholdet i Sporting CP og 21 af disse optrædener har altså været på højre wingback, mens Ruben Amorim har stået for at give Quenda præcis halvdelen af portugiserens optrædener på førsteholdet i Sporting.

Amorim vil ændre medejers opfattelse

Læs også: Amorim vil ændre medejers opfattelse

Stadionbyggeri kan lægge en dæmper på Uniteds transferbudget

Læs også: Stadionbyggeri kan lægge en dæmper på Uniteds transferbudget

Seneste nyheder

Se flere nyheder