La Liga

Gerard Piqué fælder dom: Så mange nuværende spillere havde fundet vej til hans Barça

Foto: Gerard Piqué / Getty Images
Foto: Gerard Piqué / Getty Images

Selvom Gerard Piqué har store roser til særligt tre nuværende Barcelona-spillere, så mener klublegenden ikke, at mange spillere fra Barça anno 2025 havde haft plads på Barça anno 2009.

Den catalonske forsvarslegende Gerard Piqué har aldrig været bange for at sige sin mening højt, og i et nyligt interview med det spanske medie Marca sætter han nu også ord på sin vurdering af det nuværende FC Barcelona-hold.

For selvom han ser masser af talent i truppen under holdets cheftræner Hansi Flick, der op til denne sæson tiltrådte, mener han dog, at de unge spillere stadig mangler den afgørende modenhed og de store triumfer, der ville placere dem på niveau med de historiske Barça-hold, han selv var en del af.

Den tidligere forsvarsprofil roser ikke desto mindre samtidig den nuværende generation af La Masia-talenter og understreger, at fansene føler sig tættere forbundet med holdet på grund af den stærke klubidentitet, der skabes, når så mange spillere fra egne rækker finder vej til førsteholdet.

“De har sult, de har talent, og de har lysten til at vinde titler,” fortæller den mangeårige Barça-stjerne anerkendende.

Men da VM-vinderen fra 2010 bliver spurgt, hvor mange af nutidens spillere der ville kunne spille på de bedste af hans Barça-hold – eksempelvis det legendariske hold, der vandt en Sextuple i 2009 – er svaret stadig klart: Meget få.

Piqué er ganske vist ikke i tvivl om, at flere af de nuværende profiler har evnerne til at blive verdensklassespillere, men han pegede på den enorme kvalitet, som hans generation havde.

“Det var et af de bedste hold i historien. Hvis du ser på, hvem vi havde på de positioner … (Lionel, red.) Messi, (Carles, red.) Puyol, (David, red.) Villa, (Thierry, red.) Henry, (Samuel, red.) Eto’o – det var spillere fra absolut øverste hylde.”

Ved samme lejlighed nævner den forhenværende midtstopper dog unge stjerneskud som Lamine Yamal og Pau Cubarsí som spændende spillere, der kan vokse ind i samme kategori som de føromtalte ikoner, men understreger, at de stadig mangler at bevise sig på den største scene – samtidig finder catalonierne også lejlighed til at rose Raphinha.

Piqués pointe er dog helt tydelig: Talent er én ting, men for at blive legendariske skal de nye Barcelona-spillere også vinde store titler.

Barça forlænger med vigtig midtstopper

Læs også: Barça forlænger med vigtig midtstopper

Halter efter i La Liga

Tidligere på sæsonen lykkedes det dog ikke desto mindre for Flick og Co. at vinde en titel, da Barça i Supercopa de España fik skovlen under rivalerne fra Real Madrid i en dramatisk og målrig affære i Saudi-Arabien, der endte med en svimlende 5-2-sejr til Barcelona.

I ligaregi så Barcelona også i efteråret ud til at buldre mod et sikkert mesterskab, særligt efter en imposant 4-0-sejr over Real Madrid på Santiago Bernabéu, men dårlige resultater i november og december har nu bragt storholdet på bagkant i tabellen, hvor Flicks tropper er fire point efter Real Madrid og tre point efter Atlético Madrid.

Søndag møder Barça så Sevilla på Ramón Sánchez Pizjuán, og her vil udeholdet skulle tage tre point med hjem i bagagen, hvis Flick og Co. vil forblive relevante i den spanske mesterskabskamp – en kamp som Gerard Piqué i øvrigt trak sig sejrrigt ud af ganske mange gange, da det i løbet af karrieren blev til hele ni spanske mesterskaber.

Imponeret Ferdinand hylder Yamal

Læs også: Imponeret Ferdinand hylder Yamal

Yamal indrømmer utilsigtet assists

Læs også: Yamal indrømmer utilsigtet assists

Seneste nyheder

Se flere nyheder