La Liga

Cristiano Ronaldo kommer med chokerende afsløring: ‘Kunne have skrevet under med Barca’

Cristiano Ronaldo kommer med chokerende afsløring: ‘Kunne have skrevet under med Barca’
Foto: Lionel Messi & Cristiano Ronaldo / Getty Images

Cristiano Ronaldo har i et opsigtsvækkende interview med El Chiringuito afsløret, at han var tæt på at skifte til FC Barcelona i starten af sin karriere.

Derudover gav han sin ærlige mening om fodboldens største spillere gennem tiderne – og placerede naturligvis sig selv øverst på listen.

Ronaldo, der slog igennem i Sporting CP som en af Europas mest lovende unge spillere, var i sin tid på radaren hos flere storklubber.

Men ifølge ham selv kunne karrieren have taget en helt anden retning, hvis en aftale med Barcelona var blevet gennemført.

“Jeg kunne have skrevet under med Barça, da jeg spillede i Sporting,” sagde han og afslørede, at han faktisk var i dialog med folk fra klubben.

“De ville hente mig det år og først have mig til truppen året efter. Men Manchester United ville have mig med det samme.”

Det var altså United, der handlede hurtigst og sikrede sig den dengang 18-årige portugiser i 2003 – et skifte, der ændrede fodboldhistorien og sendte Ronaldo på en rejse mod at blive en af de største spillere nogensinde.

‘Jeg har ikke set nogen bedre end mig’

Spørgsmålet om, hvem der er den største spiller nogensinde, har altid været en del af Ronaldos karriere.

I interviewet anerkendte han både Lionel Messi og Diego Maradona, men han tøvede ikke med at placere sig selv øverst.

“Folk kan lide Messi eller Maradona, og det respekterer jeg, men jeg er den mest komplette. Jeg er den bedste spiller i historien. Jeg har ikke set nogen bedre end mig,” sagde han selvsikkert.

Han fremhævede sine kvaliteter i hovedspillet, frispark, fart, styrke og springkraft som grunde til, at han ser sig selv som den ultimative fodboldspiller.

Selvom rivaliseringen med Messi har defineret en stor del af hans karriere, understregede Ronaldo, at de to har et godt forhold.

“Jeg har en rigtig god relation til Messi. Jeg var endda tolk for ham til en prisuddeling engang. Han har altid behandlet mig godt.”

Med begge spillere nu uden for europæisk topfodbold – Ronaldo i Saudi-Arabien og Messi i MLS – virker det usandsynligt, at de igen vil krydse klinger på banen.

Seneste nyheder

Se flere nyheder