Fodboldnyt Ung mod gammel: Kontrasterne mødes i vildt serbisk derby Foto: Aleksandar Jovanović / Getty Images Af Andreas Würtz Adamsen 19. februar 2025 FK Crvena Zvezda FK Partizan Derbyet i Beograd er altid en højintens omgang, og denne gang er der stor forskel på målmændene i de to serbiske storklubber. Målmænd spiller en afgørende rolle i enhver topkamp, og når serbiske FK Partizan og FK Crvena Zvezda krydser klinger i det 175. “evige derby,” vil de to klubbers sidste skanse repræsentere en markant kontrast. For Partizan står den rutinerede 32-årige tidligere AGF-målmand Aleksandar Jovanović, der allerede har vist sig som en afgørende spiller i tidligere derbyer, mens Crvena Zvezda sætter sin lid til den unge 22-årige Ivan Guteša, der får sin debut i denne intense rivalisering. Aleksandar Jovanović er en af de bedste serbiske målmænd i øjeblikket, og hans betydning for Partizan kan næppe undervurderes. I denne sæson har han ofte været holdets bedste spiller, hvilket i sig selv er et bevis på de udfordringer, Partizan har stået over for. Hans præstation i det 172. “evige derby” står stadig klart i hukommelsen, hvor han med en række mirakuløse redninger sikrede Partizan et vigtigt uafgjort resultat, der holdt dem på førstepladsen i den bedste serbiske række lidt længere. Lørdag spiller han sit femte derby – fjerde i ligaen – og han vil være en nøglespiller i en defensiv, der sandsynligvis vil bestå af unge og relativt urutinerede spillere. Partizans forsvar har dog haft en solid sæson, hvilket Jovanović har en stor aktie i, for med blot 23 indkasserede mål i 23 kampe har de ligaens næstbedste defensiv, og Jovanović har holdt buret rent i 10 kampe – flest af alle målmænd i den serbiske liga. På den anden side står Crvena Zvezda med en målmand, der stadig er ved at finde sin plads på topniveau, men Ivan Guteša har i denne sæson vist glimrende takter, især i Champions League, hvor han kun lukkede tre mål ind i tre kampe. Med ham mellem stængerne vandt Zvezda 5-1 over Stuttgart og 1-0 over Young Boys, mens de led et knebent nederlag mod Milan på San Siro. Han startede ellers sæsonen som backup for Omri Glazer, men han har med stærke præstationer for alvor gjort krav på en startplads, og hans selvtillid og ro har imponeret, men et derby er en helt anden udfordring. Den unge målmand kan blive presset hårdt, især fordi Zvezdas forsvar er blevet ændret markant i forårssæsonen. Uroš Spajić og Nasser Djiga er væk, og i stedet forventes det, at de unge Andrej Đurić og Veljko Milosavljević vil udgøre midterforsvaret – begge uden derby-erfaring. Læs også: Serbisk storklub står ved skillevej Den afgørende faktor? Jovanović har erfaringen og evnen til at holde hovedet koldt i pressede situationer, mens Guteša har momentum og et stærkt potentiale. Hvorvidt det bliver erfaring eller talent, der sejrer i dette derby, vil afhænge af, hvem der håndterer presset bedst. Hvis Partizans forsvar kommer under hårdt pres, bliver Jovanović en nøglefigur, mens Guteša kan få sin største prøve i karrieren, hvis han pludselig skal agere matchvinder i et intenst og nervepirrende opgør. Én ting er sikkert – de to målmænd kan meget vel blive de afgørende aktører i endnu et kapitel af Serbiens største fodboldrivalisering. Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Kopier link Seneste nyheder Se flere nyheder Fodboldnyt Schalke suspenderer spiller efter fan-konflikt Bundesliga Neuer nærmer sig comeback – ung erstatning har gjort god figur Fodboldnyt 125 år med stil: Nürnberg lancerer jubilæumstrøje Premier League Klopp hylder Liverpool efter mesterskab: “Ekstremt positiv for fremtiden” Champions League Arteta mod Luis Enrique: Mentor-duel i semifinalen Premier League Rashford misser resten af sæsonen med skade