Fodboldnyt Kroatisk provinsklub med vild udmelding Foto: NK Osijek / Getty Images Af Andreas Würtz Adamsen 20. februar 2025 NK Osijek Dinamo Zagreb har i mange år været en altædende og dominerende faktor i kroatisk fodbold, men nu sigter provinsklubben Osijek efter at vippe hovedstadsholdet af pinden. Der er sjældent stille på Opus Arena i Osijek, hvor turbulensen fortsætter i den kroatiske provinsklub NK Osijek. Sportsdirektør José Boto er væk, transfervinduet har været hektisk, og forhandlingerne med Tiago Dantas er gået i stå. Samtidig har resultaterne i 2025 været skuffende, hvilket har skabt spekulationer om cheftræner Federico Coppitellis fremtid. Men ifølge klubbens direktør, Vladimir Čohar, er der ingen tvivl: “Osijek har en træner. Vi er tilfredse med Coppitelli, selvom vi naturligvis ikke er tilfredse med de seneste resultater. Vi ved, at man i denne branche kun bliver målt på resultater, men lige nu er trænerspørgsmålet ikke et tema for os.” Ved kampen mod Rijeka lød der tilråb om ledelsens afgang, men Čohar forsvarer klubbens retning: “Vi laver fejl, og vi er heller ikke tilfredse med alt. Men jeg bliver frustreret over, at nogle angriber Ferenc Sakalj, manden der har gjort alt dette muligt. Uden ham ville Osijek spille i 2. eller 3. ligaen. Hvis folk har et problem med mig, så kan de råbe ‘Čohar, gå af!’, men at kritisere Sakalj er urimeligt.” Den nu tidligere sportsdirektør, José Boto, blev hentet ind for at skabe en stærk sportslig strategi og bygge en skarpere rekrutteringsprofil, men ifølge Čohar levede han ikke op til forventningerne: “Vi ønskede en klar sportslig linje uden konstante udskiftninger af 15 spillere pr. transfervindue. Men han opfyldte ingen af de tre hovedopgaver, vi gav ham. Hans arbejde i scoutingafdelingen var katastrofalt, og transfervinduet i sommer var et af de dårligste i de sidste ti år.” Boto forlod klubben, da han fik et tilbud fra brasilianske Flamengo, men Osijek måtte i mellemtiden håndtere en række problemer: “Hans tilgang til spillerrekruttering efterlod os i januar med ti spillere i limbo og en træner uden sin vigtigste støtte. Vi måtte alle yde en ekstra indsats for at redde situationen.” Læs også: Hvem er manden, der har erobret kroatisk fodbold? Ny sportsdirektør på vej – og en titelambition Osijek har endnu ikke fundet en ny sportsdirektør, men klubben er klar til at tænke stort: “Vi samler et hold, der kan angribe mesterskabet næste sæson! Efter tre år på Opus Arena er vi trætte af at høre, at vi mangler ambitioner. Vi ønsker ikke længere blot at kæmpe om en Europa-plads – vi vil være en seriøs faktor i kroatisk fodbold.” Med en stor økonomisk opbakning og en klar strategi er Osijek klar til at tage næste skridt, og ambitionen er simpelthen intet ringere end at vippe dominerende GNK Dinamo Zagreb af pinden, efter den kroatiske storklub har vundet 17 af de seneste 18 kroatiske mesterskaber. “Fra sommeren 2025 starter en ny æra. Der er ingen undskyldninger længere. Målet er at vinde en titel og spille europæisk gruppespil. Det er den udfordring, vi nu forpligter os til,” afslutter Čohar. Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Kopier link Seneste nyheder Se flere nyheder La Liga Skadeskrise rammer Real Madrid: Duo ude resten af sæsonen Europa League Bilbaos store drøm: Finalen på hjemmebane lokker Europa League Europa League er Uniteds sidste håb: Amorim satser alt Champions League Merino tror på miraklet i Paris: Kan vinde hvor som helst Europa League Spurs jagter forløsning i Europa: En utrolig mulighed Fodboldnyt Schalke suspenderer spiller efter fan-konflikt