Fodboldnyt Kaptajn Kirkeskov er faldet pladask for Münster Foto: Mikkel Kirkeskov / Getty Images Af Andreas Würtz Adamsen 6. marts 2025 2. Bundesliga Eksklusivt interview Mikkel Kirkeskov Preußen Münster Mikkel Kirkeskov er på kort tid blevet en altafgørende brik i nyoprykkede Preußen Münsters ambitioner om at sikre sig overlevelse i den næstbedste tyske række, og danskeren er ligeledes på kort tid blevet helt vild med tilværelsen i Münster. Efter et par omskiftelige sæsoner har 33-årige danske Mikkel Kirkeskov fundet fodfæste igen efter sit sommerskifte til nyoprykkede SC Preußen Münster i den næstbedste tyske række. Skiftet kom i stand efter et halvt år tilbage i Holstein Kiel, hvor Kirkeskov mellem 2021 og 2023 imponerede og var en vigtig mand i holdets ambitioner om at opnå den oprykning, den nordtyske klub endelig sikrede sig i sommer. En kort periode i polske Zagłębie Lubin adskilte danskerens to ophold i Kiel, men foråret 2024 blev aldrig den helt store succes i Holstein Kiel, hvor det kun blev til seks førsteholdskampe for danskeren. ”Jeg havde lidt problemer i Kiel, hvor jeg i starten havde lidt problemer med at finde det fysiske niveau, men jeg kom egentlig meget godt efter det, og så har jeg egentlig spillet alle minutter i den her sæson, udover at jeg mod Kaiserslautern fik en ny baby, så der var lidt andet, der skulle passes,” fortæller Mikkel Kirkeskov i et interview med Fodbold.dk. Helt anderledes er Kirkeskovs rolle nu i Preußen Münster, der på kort tid er kravlet op gennem de tyske rækker, for blot to gange er danskeren gået glip af ligakampe i denne sæson: Først mod Kaiserslautern, da danskeren for anden gang blev far, og senest mod Jahn Regensburg, hvor den tidligere Superliga-profil sad ude med karantæne. ”Vi har alle sammen på holdet skullet finde fodfæste i den her liga og gøre det så godt, som vi overhovedet kan, og det er egentlig gået rigtig godt. Jeg har været anfører fra starten af sæsonen, og jeg har egentlig gang i en rigtig fin sæson. Min kone og jeg er rigtig glade for at bo her,” fastslår danskeren til Fodbold.dk. Læs også: Marcus Mathisen og Magdeburg-spillere fik besked om tragedie midt i kamp Fanscene imponerer Mikkel Kirkeskov Den vilde opstigning gennem rækkerne har længe været ambitionen i Münster, men to oprykninger i rap var antageligt en noget hurtigere opfyldelse af ambitionerne, end klubben havde turdet håbe på, og derfor halter faciliteterne fortsat en anelse efter i forhold til ligaens standarder, men til gengæld byder byen på en fantastisk fanscene. ”Münster en rigtig traditionsklub, så fanbasen er kæmpestor her i byen, og den del er egentlig på plads, så det er faktisk det mest ærgerlige. Der er kæmpestor interesse for vores kampe,” fortæller Kirkeskov, der har spillet fuld tid i 21 af sine 23 kampe for Münster. Således har klubben jævnligt over 6.000 tilskuere med til udebanekampene, mens der gang på gang trækkes udsolgt hjemme på Preußenstadion, der på grund af ombygning i øjeblikket dog kun kan huse omkring 13.000 ud af de oprindelige 40.000. ”Fansene er meget inkarnerede. Vi har ikke et stadion som Köln eller Schalke har, men vi har nogle rigtig fede fans, som giver den fuld hammer hele vejen igennem. Og det er ikke bare den ene endetribune, det er hele vejen rundt,” lyder det fra Kirkeskov til Fodbold.dk. Den vilde stemning er ifølge Kirkeskov en vigtig del af at gøre besøg i Münster en ubehagelig oplevelse for modstanderholdet, og den imponerende støtte mærkes altså også på udebane, selv når det ender med nederlag. ”Selvom vi tabte én af de første udekampe i sæsonen i Hamborg med 4-1, hvor vi havde 8.000 med fra Münster, så stod de alligevel bagefter og tiljublede os, for de har jo også været med på den her rejse helt nede fra fjerdebedste liga,” pointerer danskeren, der i 2019 blev polsk mester med Piast Gliwice. Kaptajn Kirkeskov agerer bindeled I 16 af sine 22 ligaoptrædener her danskeren båret anførerbindet i den traditionsrige klub, men ifølge Kirkeskov var det ikke noget, der havde været diskuteret med klubben før skiftet i sommerpausen. ”Men jeg vidste godt, at jeg skulle være én af dem, der prøvede at skubbe lidt i den rigtige retning, fordi jeg vidste, hvordan ligaen er.” ”Vores førsteanfører er her jo egentlig stadigvæk, han er lidt ældre, end jeg er, og har været i klubben i flere år, og han kommer ind og spiller i ny og næ, så jeg er jo reelt nok anfører nummer to, men det er jeg også rigtig, rigtig stolt over. Det er en stor ting som fodboldspiller at skulle bære anførerbindet og have det ansvar,” lyder det fra den tidligere U21-landsholdsspiller til Fodbold.dk. Uagtet om danskeren bærer anførerbindet, tager den erfarne forsvarsspiller sin rolle som lederskikkelse i den nyoprykkede klub meget seriøst, og han pointerer således, at det er vigtigt, at alle på holdet føler sig godt tilpas. ”At der er et bindeled mellem dem, der spiller, dem der er nye i klubben, og dem som ikke spiller, det er for mig rigtig vigtigt. For alle skal føle sig værdsat, og alle skal føle, at de har del i succesen, så det ikke kun er de 11, der starter på banen, men også dem der kommer ind i 10 minutter, eller dem der slet ikke får minutter, men som knokler røven ud af bukserne til træning hver uge,” fortæller Kirkeskov. Overvejede retur til Danmark Det er snart 10 år siden, at den 33-årige venstreback forlod Danmark, og siden har karrieren bragt den forhenværende AGF- og OB-spiller til først Norge, efterfølgende Polen og senest altså også Tyskland – men en retur til Danmark var ifølge danskeren en del af overvejelserne i sommerens transfervindue. ”Jeg har også en kone og to børn at tænke på, men da Münster kom på banen, var det bare superspændende.” ”Det var spændende, at vi kunne blive i Tyskland, og at jeg kunne spille i den her fede liga og være med på et hold, der skulle forsøge at etablere sig og være med til at skabe noget historie for den her klub og by. Det tiltalte mig rigtig meget, og jeg stræber rigtig meget efter at kunne gøre det flere år frem i tiden,” fastslår danskeren til Fodbold.dk om sine fremtidige ambitioner. Om det i fremtiden bliver til comeback i den bedste danske række vil Kirkeskov ikke selv spå om, for i øjeblikket nyder danskeren bare sit ophold i Münster. ”Nu har vi været i Tyskland i nogle år og kan rigtig godt lide det, så på dén måde var det også nemt at skifte et andet sted hen i Tyskland, men jeg må alligevel sige, at det har overrasket mig meget positivt her, for fra starten af har det bare været rigtig nemt at træde ind ad døren her.” Læs også: Eksklusivt interview: Dansk profil tror på Bundesliga-oprykning Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Kopier link Seneste nyheder Se flere nyheder Premier League Fernandes lærte straffesparkets kunst af Serie A-legende – ikke Ronaldo Serie A Lucca også i Romas sigtekorn – scorer som Batistuta Serie A Fra ikon til fan: Rossi tager afsked med Fiorentina La Liga Skade til Cubarsí bekymrer både Spanien og Barça Serie A Fejl på fejl: Maignan risikerer at miste stor kontrakt Serie A Kan defibrillatoren fjernes? Bove håber stadig