Fodboldnyt

Eksklusivt interview: Dansk profil tror på Bundesliga-oprykning

Marcus Mathisen Magdeburg
Foto: Marcus Mathisen / Getty Images

I et eksklusivt interview med Fodbold.dk fortæller Magdeburg-profilen Marcus Mathisen, at troen på en historisk oprykning er stor i den traditionsrige klub.

Der er få forsvarsspillere, der har høstet flere roser og større anerkendelse i den næstbedste tyske række i denne sæson, end danske Marcus Mathisen har gjort i 1. FC Magdeburg, hvor den 28-årige dansker på kort tid har etableret sig som en stor profil og vigtig mand.

LÆS OGSÅ DANSKERENS FORTÆLLING OM DAGENE OMKRING DET TRAGISKE ANGREB PÅ JULEMARKEDET I MAGDEBURG

På det tyske medie Kicker er der således kun fire forsvarsspillere, der får bedre gennemsnitskarakterer end det tidligere FC København-talent, der efter flere år i Sverige op til forrige sæson skiftede til SV Wehen Wiesbaden i 2. Bundesliga.

Siden er turen altså gået til den historiske traditionsklub Magdeburg, og her byder danskeren både ind solidt forsvarsspil og scoringer, senest med en forrygende perle af et direkte frisparksmål i weekendens opgør mod 1. FC Nürnberg, en kamp der endte med et nederlag, men som altså ikke rører ved den gode stemning i klubben.

”Stemningen er super. Vi er et rigtig godt sted som klub. Det er en klub, der ikke har været så længe i 2. Bundesliga, men som det ser ud nu, så føler vi, at vi er en af de klubber, der skal kæmpe med om at rykke op,” fortæller Marcus Mathisen i et interview til Fodbold.dk.

Opgøret mod Nürnberg forleden endte med et nederlag på 4-5, var endnu en kamp hjemme i Magdeburg uden sejr, men fredag fik Der Club endelig hul på bylden hjemme med en flot sejr på 3-0 over 1. FC Köln, og generelt har holdet været garant for både underholdende fodbold og målrige opgør i denne sæson.

”Med den kvalitet vi har og den fodbold vi spiller, så føler jeg ikke, at der er et andet hold i 2. Bundesliga, der spillere mere underholdende, end vi gør,” kommer det fra danskeren.

Finansieringshul tvinger Nürnberg til at skære i stadionplan

Læs også: Finansieringshul tvinger Nürnberg til at skære i stadionplan

Mangler bagrummet i hjemmekampene

Forklaringen på den mystiske forskel på præstationerne ude og hjemme må Mathisen selv grave dybt efter, for også på Avnet Arena hjemme i Magdeburg mener danskeren nemlig, at præstationerne har været ganske gode.

”Jeg føler også, at vi spiller godt hjemme, og vores fans er jo fuldstændig fantastiske. Fans generelt i Tyskland er noget helt andet, end hvad jeg har oplevet inden, og vi har jo stort set udsolgt til hver hjemmekamp, så det logiske havde jo været, at det var omvendt for os med hjemme- og udebane,” kommer det fra Mathisen til Fodbold.dk.

full

At Magdeburg efter 11 hjemmekampe er ligaens fjerde dårligste hjemmehold med fortsat blot én sejr, mens de til gengæld er ligaens bedste mandskab på udebane med ni sejre i 11 kampe, skyldes dog ifølge danskeren nok snarere noget rent taktisk end noget psykologisk.

”En del af forklaringen kan måske være, at vi er et meget possession-baseret hold, og når vores modstandere er på hjemmebane selv, har de måske lidt mere mod og går lidt højere på os, som skaber noget plads i bagrummet, som vi er rigtig gode til at udnytte. Den plads er der måske ikke helt på vores hjemmebane, hvor modstandere stiller sig dybere,” fortæller danskeren til Fodbold.dk.

Stor historie i lille by

Den tidligere U19-landsholdsspiller led i seneste sæson en hård skæbne sammen med Wehen Wiesbaden, hvor et 4-3-nederlag i nedrykningsplayoff mod Jahn Regensburg sendte Wiesbaden ud af 2. Bundesliga, hvorefter danskeren altså rykkede til Magdeburg, og selvom byen end ikke er blandt de 30 største tyske byer, er der alligevel en stolt stemning i og omkring klubben.

”Det er jo en lille by efter tyske forhold, men det er en kæmpestor klub fanmæssigt. Der er ikke supermeget i byen, så fodbold er nærmest det eneste, folk her går op i og snakker om. Man ser næsten folk gå på arbejde i sine Magdeburg-trøjer, så på den måde er det virkelig en fodboldby, og det er fantastisk at føle,” kommer det fra Mathisen til Fodbold.dk

Historien er dog til at tage og føle på, for før murens fald var Der Club en af de mest succesrige østtyske klubber, og i 1974 sørgede blandt andre legendariske Jürgen Sparwasser for den eneste østtyske europæiske titel, da Magdeburg besejrede selveste AC Milan i Pokalvindernes Europaturnering.

Siden genforeningen har Magdeburg dog befundet sig i de lavere rækker og har endnu sin første Bundesliga-sæson til gode, hvorfor klubben i øjeblikket fortsat er i gang med at bygge op til et højere niveau.

”Det er en klub som på få år er begyndt at opbygge mere og mere på faciliteterne, og hvis man kigger fem-seks år tilbage, var der nok ikke supermeget professionalisme omkring holdet. Men det er der kommet de seneste år, og nu er de også i gang med at bygge et helt nyt træningsanlæg.”

”Jeg tror, at man om tre-fire år vil se et meget, meget anderledes Magdeburg, end hvad det var for fem-seks år siden, og det er også sjovt at være en del af den udvikling,” pointerer Mathisen til Fodbold.dk.

Vildt at møde klassiske tyske klubber

Endnu en fantastisk udebanekamp leverede Magdeburg forleden, da de på Veltins-Arena tog en kæmpesejr på 5-2 over selveste Schalke 04, og i det hele taget er der masser af traditionsrige og store modstandere at opleve i den næstbedste tyske række.

”Det er vildt at tænke på, hvordan Schalke var for bare 10 år siden. Det er jo ikke mange år siden, at Raúl løb rundt i Schalke og spillede Champions League. De har ikke haft supermeget succes de seneste år, men alligevel er der jo fuldstændig udsolgt til hver kamp.”

”Der er jo næsten flere klassiske klubber i 2. Bundesliga end der er i Bundesligaen lige nu med klubber som Köln, Hamburg, Hertha og så videre, så på den måde er 2. Bundesliga virkelig en fed liga at spille i lige nu,” fastslår Marcus Mathisen til Fodbold.dk.

Flere af de mest traditionsrige hold kæmper dog gevaldigt med oprykningen til Bundesligaen, herunder Hertha BSC, Schalke 04 og Hannover 96, og ifølge Mathisen er det svære tider for flere af de store mandskaber i Tyskland.

”Der er utroligt mange hold, som er rigtig gode, og der er også mange hold, som kommer fra de lavere rækker, som spiller fantastisk attraktiv fodbold. Man kan bare kigge på sådan nogle som Heidenheim og Elversberg, og jeg tror måske, at de klassiske klubber har lidt svært ved at følge udviklingen,” fortæller danskeren til Fodbold.dk

I december kunne flere danske medier fortælle, at midtstopperen op til denne sæson afviste et skifte til Superligaen for i stedet at forfølge drømme om at spille Bundesliga, og spørger man Mathisen selv, så kan ambitionen med lidt held og særligt ændrede hjemmebaneresultater sagtens blive en realitet allerede næste sæson.

”Vores egen tro er, at vi spiller den bedste fodbold, og kan vi bryde den her lidt negative trend med, at vi ikke vinder hjemme, så ser jeg os som én af fire klubber, som er de helt store favoritter. Havde vi nu bare vundet to eller tre mere af vores hjemmekampe, så ville vi jo ligge nummer et.”

For nuværende må Magdeburg altså nøjes med en fjerdeplads, bag 1. FC Kaiserslautern, HSV og Köln, men Der Club er altså blot to point efter førerholdet ovenpå fredagens 3-0-sejr, og næste opgave for Mathisen og Co. bliver et udebaneopgør mod Karlsruher SC lørdag.

Økonomisk pres kan tvinge Hertha til Cuisance-salg

Læs også: Økonomisk pres kan tvinge Hertha til Cuisance-salg

Kirkeskov og Co. får livsvigtige point i bundstrid

Læs også: Kirkeskov og Co. får livsvigtige point i bundstrid

Seneste nyheder

Se flere nyheder