Europa League

Bilbao-chef frustreret over dommerlinje

Athletic Club Ernesto Valverde
Foto: Ernesto Valverde / Getty Images

Det blev til et spinkelt nederlag for Athletic Club torsdag, og efterfølgende er cheftræner Ernesto Valverde noget utilfreds med dommerlinjen.

Athletic Clubs erfarne træner, Ernesto Valverde, er skuffet efter sit holds 2-1-nederlag mod Roma i den første kamp i Europa Leagues ottendedelsfinale.

Et sent mål til Roma og en omdiskuteret dommerpræstation gjorde aftenen endnu mere frustrerende for baskerne.

“Roma er et stærkt hold, de ved præcis, hvordan man spiller på det her niveau. Når du indkasserer et mål i sidste minut, er det aldrig tilfældigt,” siger Valverde efter kampen.

Selvom Valverde ikke direkte kritiserer kampens schweiziske dommer, Sandro Schärer, lader den baskiske cheftræner alligevel forstå, at han mener, at Bilbao blev hårdere straffet end modstanderen:

“Vi fik hurtigt mange advarsler. Jeg vil ikke tale for meget om dommeren, men han var lidt lettere med kortene til os end til dem. Det er sådan, det er.”

Kampen var ellers jævnbyrdig, og Valverde påpeger, at det hele blev afgjort af små marginaler:

“Det var tæt, ligesom vores møde i september. Begge hold konkurrerede godt, og det blev afgjort af et mål og en udvisning.”

På trods af nederlaget er Valverde fortsat optimistisk med tanke på returopgøret næste torsdag på San Mamés.

Han fremhæver således Athletic Clubs stærke hjemmebane, hvor de tidligere har besejret store modstandere:

“Vi har allerede vist, at vi kan vinde mod stærke hold på vores stadion. Roma har spillere som Dybala, Dovbyk, Soulé og Saelemaekers, der kan afgøre en kamp med et enkelt øjebliks genialitet. Men vi skal spille vores chance hjemme.”

Bilbaos store drøm: Finalen på hjemmebane lokker

Læs også: Bilbaos store drøm: Finalen på hjemmebane lokker

Athletic Club må undvære fangruppe

Den store udfordring bliver dog at skabe samme intense atmosfære som i Rom.

Bilbaos fangruppe, Herri Harmaila, er i øjeblikket i strejke, hvilket kan påvirke støtten fra tribunerne, men Valverde opfordrer dog fansene til at møde talstærkt op:

“Hvis vi bare får halvdelen af den stemning, der var her i dag, så er vi godt stillet.”

Med en solid præstation og et fanatisk hjemmepublikum kan Bilbao stadig drømme om at vende opgøret og sikre en plads i kvartfinalen.

Athletic jagter historisk europæisk sejr

Læs også: Athletic jagter historisk europæisk sejr

Iñaki Williams forsvarer lillebror Nico

Læs også: Iñaki Williams forsvarer lillebror Nico

Seneste nyheder

Se flere nyheder