Conference League Heidenheim-chef tager ansvaret efter FCK-nederlag Foto: Frank Schmidt / Getty Images Af Andreas Würtz Adamsen 21. februar 2025 1. FC Heidenheim FC København Frank Schmidt Heidenheim tabte torsdag 3-1 til FCK i forlænget spilletid og røg ud af Conference League, og Frank Schmidt erkender taktisk fejl i dramatisk exit. 1. FC Heidenheims eventyr i Conference League sluttede med et dramatisk exit mod FC København, for efter en 2-1-sejr i det første opgør havde Frank Schmidts mandskab alle muligheder for at avancere, men et sent mål i forlænget spilletid sendte dem ud af turneringen med et 3-1-nederlag. Schmidt brugte en filmisk reference til at beskrive aftenens begivenheder: “Selvfølgelig kunne denne film have haft en anden slutning, vi var tæt på,” fortæller han efter kampen. Kampens forløb bød på masser af spænding og uventede drejninger. Efter at have ført samlet gik Heidenheim til pause med stillingen 1-1, men et straffesparksmål til FCK efter pausen vendte kampen på hovedet. Heidenheim reagerede stærkt, fik udlignet og tvang kampen i forlænget spilletid, og her lignede det straffesparkskonkurrence, indtil en misforståelse i defensiven mellem Patrick Mainka og Norman Theuerkauf blev straffet af Rodrigo Huescas, der scorede sejrsmålet for danskerne. Frank Schmidt påtager sig skylden for det afgørende mål og peger på en taktisk fejl i sine udskiftninger: “Jeg må indrømme, at jeg lavede en fejl. Den sidste udskiftning skulle jeg ikke have foretaget, for vi stod faktisk godt defensivt med Honsi (Mathias Honsak, red.). Vi skulle have bibeholdt den formation, men bagefter er man jo altid klogere.” Theuerkauf blev skiftet ind kun ét minut før FCK’s afgørende scoring, hvilket gjorde skiftet ekstra uheldigt. Heidenheim var tæt på at sikre sig straffesparkskonkurrence, da Marvin Pieringer kort før slutfløjtet sendte bolden i nettet, men målet blev annulleret for hånd på bolden – en kendelse, som Pieringer efter kampen selv måtte acceptere: “Bolden blev rettet af et par gange, ramte min hånd, og selvom den var tæt på kroppen, siger reglerne, at et sådant mål ikke kan tælle. Der var ikke noget at brokke sig over.” Læs også: Heidenheim har desperat brug for sejre Heidenheim kan være stolte For Schmidt er nederlaget og det europæiske exit en særdeles svær pille at sluge: “Jeg kan ikke engang bearbejde det endnu – det er en kæmpe skuffelse.” Men han erkender også, at Heidenheims præstation i Europa har været bemærkelsesværdig. “At vi overhovedet spillede europæisk midt på ugen og nu skal møde Leipzig i Bundesligaen, siger alt om, hvor langt vi er nået.” For nu kan Heidenheim dog fokusere på en normal Bundesliga-forberedelse igen – men med en bitter fornemmelse af, at eventyret i Europa kunne have varet lidt længere. Læs også: FCK-boss reagerer på Seier-kritik: ‘Vi er enige om at være uenige’ Læs også: Heidenheim-træner ikke glad for karantæne til FCK-fans Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Kopier link Seneste nyheder Se flere nyheder Fodboldnyt Schalke suspenderer spiller efter fan-konflikt Bundesliga Neuer nærmer sig comeback – ung erstatning har gjort god figur Fodboldnyt 125 år med stil: Nürnberg lancerer jubilæumstrøje Premier League Klopp hylder Liverpool efter mesterskab: “Ekstremt positiv for fremtiden” Champions League Arteta mod Luis Enrique: Mentor-duel i semifinalen Premier League Rashford misser resten af sæsonen med skade