Bundesliga

Werder Bremens Marvin Ducksch raser over Bayern München-straffe

Foto: Marvin Ducksch / Getty Images
Foto: Marvin Ducksch / Getty Images

Spørger man i Werder Bremen-lejren, skulle Bayern München ikke have haft det straffespark, der i fredagens opgør ændrede kampens forløb.

Werder Bremen rejste fredag aften til München med en klar plan: Stå kompakt, forsvare dybt og måske overraske på en omstilling.

Længe så det da faktisk også ud til, at strategien kunne frustrere mægtige Bayern München, men et omdiskuteret straffespark i anden halvleg blev afgørende i et opgør, der til syvende og sidste blev vundet 3-0 af Bayern.

Marvin Ducksch er efter kampen tydeligt frustreret over kendelsen og kom med en markant udtalelse:

“Hos os havde de ikke givet den.”

Situationen, der ændrede kampens gang, opstod i det 54. minut.

Harry Kane modtog en bold på brystet, hvorefter den sprang op på den udstrakte arm af den tidligere Brøndby-spiller Anthony Jungs.

Dommer Sören Storks pegede straks på pletten, og Kane omsatte sikkert til 1-0, men fra Bremens perspektiv føltes afgørelsen hård, især fordi holdet indtil da havde forsvaret disciplineret og stort set ikke givet Bayern en eneste stor chance.

Ducksch spekulerer efterfølgende på, hvordan kampen kunne have udviklet sig uden det straffespark:

“Om vi kunne have holdt 0-0 hjem eller endda stukket en nål i dem? Det er dét, der gør det så ærgerligt.”

Målmand Michael Zetterer deler sin holdkammerats skuffelse, men analyserer situationen lidt mere nuanceret, da han peger på, at Jung forsøgte at bruge armen til at skabe kontakt med Kane og derfor slet ikke så bolden, inden den ramte hans hånd fra ekstrem kort afstand.

“Jeg husker en helt lignende situation for et par uger siden mod Augsburg, hvor vi ikke fik straffespark. I dag får Bayern den. Det er desværre et tilbagevendende tema for os lige nu,” fortæller han med en opgivende mine.

Også assistenttræner Patrick Kohlmann, der styrede holdet i fraværet af den karantæneramte cheftræner Ole Werner, er skeptisk over for kendelsen, men formulerer sig noget mere diplomatisk, for mens han anerkender, at Werder på det seneste har været uheldige med dommerkendelserne, indrømmer han samtidig, at Bayern-fans nok ville se situationen anderledes.

Ifølge Kohlmann var straffesparket dog uden tvivl kampens afgørende øjeblik:

“Jo længere det står 0-0, desto mere tror man på det, og måske bliver Bayern lidt nervøse? Men efter 1-0-målet blev de kun mere selvsikre, og så blev det svært for os.”

Neuer nærmer sig comeback – ung erstatning har gjort god figur

Læs også: Neuer nærmer sig comeback – ung erstatning har gjort god figur

Fortjent bayersk sejr

Trods utilfredsheden med dommeren var er dog ingen, der sætter spørgsmålstegn ved Bayerns samlede fortjente sejr, for statistikken talte sit tydelige sprog: Bayern havde 21 afslutninger mod Bremens sølle to.

Werder havde simpelthen ikke ressourcerne til at true Manuel Neuer og Co.

Zetterer indrømmer således også, at holdet stod for dybt i perioder, hvilket gjorde det næsten umuligt at sætte kontraangreb op:

“Når du skal løbe 70-80 meter, før du overhovedet er i nærheden af at true Neuer, så bliver det en for stor opgave.”

Trods det skuffende resultat er der dog også en vis stolthed at spore i Bremen-lejren, for Kohlmann understreger, at spillerne havde kæmpet hårdt, og Ducksch roste holdets arbejdsindsats:

“Alle løb de meter, de kunne. Det kunne man se på hver enkelt spiller.” Nederlaget gør ondt, men nu gælder det for Werder om at rette fokus fremad og bruge erfaringen til at rejse sig i næste kamp.

Olise overraskede selv “talentspejder” Müller

Læs også: Olise overraskede selv “talentspejder” Müller

Kompany: “Så var paraden i Burnley jo forgæves”

Læs også: Kompany: “Så var paraden i Burnley jo forgæves”

Seneste nyheder

Se flere nyheder