VM

Egypten vil være medvært ved VM 2034

VM FIFA
Foto: Gianni Infantino / Getty Images

Saudi-Arabien er allerede tildelt værtskabet for VM i 2034, men nu melder Egypten sig på banen med et ønske om at være medværter.

Egypten har officielt anmodet FIFA om at være vært for flere gruppekampe ved VM 2034, som allerede er tildelt Saudi-Arabien.

Det bekræfter præsidenten for det Egyptiske Fodboldforbund, EFA, Hany Abo Rida, under generalforsamlingen for Det Afrikanske Fodboldforbund, CAF, i Cairo.

Egypten var det første afrikanske land, der deltog i en VM-slutrunde, da de kvalificerede sig til VM 1934 i Italien.

Nu håber de på at få en rolle i afviklingen af turneringen 100 år senere.

”Som afrikanere og egyptere håber vi, at vi får æren af at være værter for en af grupperne i VM 2034,” siger Abo Rida i sin tale direkte til FIFA-præsident Gianni Infantino, der var til stede i salen.

Han understreger samtidig sin tillid til Saudi-Arabiens evne til at organisere en historisk VM-turnering:

“Saudi-Arabien vil uden tvivl være i stand til at arrangere en historisk udgave af verdensmesterskabet.”

11. december 2023 blev Saudi-Arabien officielt tildelt VM 2034 af FIFA, efter at de var den eneste kandidat.

Det gør dem til det tredje arabiske land, der afholder en VM-slutrunde, efter Qatar i 2022 og Marokko, sammen med Spanien og Portugal, i 2030.

FIFA har allerede vist vilje til at fordele værtskabet i nyere tid, som det ses med VM 2030, hvor Uruguay, Argentina og Paraguay er blevet tildelt åbningskampe for at fejre 100-året for den første VM-turnering i 1930.

Egyptens forespørgsel rejser spørgsmålet om, hvorvidt FIFA vil være åbne for at lade Saudi-Arabien dele værtskabet med en anden nation, især en regional partner.

Seneste nyheder

Se flere nyheder