Serie A

Lazio-chef Marco Baroni storroser Barcelona-legende: Pedro er vidunderlig

Foto: Pedro / Getty Images
Foto: Pedro / Getty Images

Selvom alderen efterhånden må trykke, kan den 37-årige Barcelona-legende Pedro stadig levere store præstationer. Det beviste spanieren søndag.

SS Lazio leverede søndag aften en imponerende præstation med en overbevisende 5-1-sejr over Monza, et stærkt signal til konkurrenterne i kampen om Champions League-pladserne.

Marco Baronis mandskab viste således både intensitet, kvalitet og kynisme, hvilket vidner om, at holdet i stigende grad forstår og eksekverer trænerens filosofi, efter 61-årige Baroni i juni overtog styringen på hovedstadsholdet.

Efter kampen var Baroni tydeligt tilfreds med sine spilleres indsats, hvor han især fremhævede spanske Pedro for Barcelona-legendens exceptionelle niveau, efter den forhenværende landsholdsspiller kom på banen fra bænken og nettede to gange.

Den tidligere Verona-træner lagde således slet ikke skjul på sin begejstring for Pedro, der trods sin alder stadig leverer spil i verdensklasse.

“Han er vidunderlig, han skaber begejstring og spreder den til os alle. Han træner med en utrolig dedikation, og jeg håber virkelig at kunne forlænge hans karriere så meget som muligt,” fortæller Baroni ifølge Corriere dello Sport og understreger altså samtidig spanierens vigtige rolle – ikke kun i kampene, men også som inspirationskilde på træningsbanen.

Med sin erfaring fra Barcelona og Chelsea har Pedro åbenlyst fortsat evnen til at afgøre kampe og fungere som en leder på banen.

Men Baroni understreger ved samme lejlighed også, at hans fokus ikke kun ligger på profilerne, for italieneren fremhæver nemlig vigtigheden af at engagere hele truppen, også de spillere, der ikke får meget spilletid.

“Min opmærksomhed er også rettet mod dem, der spiller mindre, fordi vores mål er at skabe en stærk holdidentitet og en fodboldstil, der begejstrer,” forklarer han.

Ifølge Baroni skal Lazio først og fremmest fokusere på sin egen udvikling og ikke lade sig distrahere af konkurrenternes resultater.

Skade til Cubarsí bekymrer både Spanien og Barça

Læs også: Skade til Cubarsí bekymrer både Spanien og Barça

Kom til fra rivalerne

Pedros to scoringer søndag aften var nummer otte og ni i denne sæson for den efterhånden 37-årige spanier, der i 2009 fik et stort gennembrud i Barcelona med scoringer i samtlige seks af de turneringer, som Pep Guardiolas supermandskab vandt.

I 2010 og 2012 var kantspilleren ligeledes en del af det spanske landshold, der her vandt henholdsvis VM og EM – i finalen ved førstnævnte havde den daværende Barça-mand endda fundet vej til startopstillingen i 1-0-sejren over Holland, mens Pedro i 2012 kom ind fra bænken i den imponerende 4-0-finalesejr over Italien.

I 2015 forlod Pedro så det catalonske storhold til fordel for Chelsea, hvor det da også blev til en ligatitel, før turen i 2020 gik til Serie A og i første omgang AS Roma, hvor profilen dog aldrig fandt sig til rette, hvorefter et kontroversielt skifte til rivalerne fra Lazio fandt sted.

Med sine scoringer søndag har spanieren nu rundet 29 scoringer for Lazio, mens sejren holder Lazio solidt placeret i topstriden og for nuværende holder Juventus, Fiorentina og Milan på afstand i striden om den fjerdeplads, der er adgangsgivende til næste sæsons Champions League.

Barcelona og Osasuna taber sag – må spille uden stjerner

Læs også: Barcelona og Osasuna taber sag – må spille uden stjerner

Portugal mister back før mødet med Danmark

Læs også: Portugal mister back før mødet med Danmark

Seneste nyheder

Se flere nyheder