Premier League

Mikkel Damsgaard gør det igen: Månedens spiller i Brentford for fjerde gang i træk

Foto: Mikkel Damsgaard / Getty Images
Foto: Mikkel Damsgaard / Getty Images

Efter flere udfordrende år må Mikkel Damsgaard for alvor siges at have fundet storformen på ny efter sit skifte til Thomas Franks Brentford.

Mikkel Damsgaard er således blevet kåret til Brentfords ’Player of the Month’ i januar – og det er dermed fjerde måned i træk, at den dygtige dansker tager prisen.

Den 24-årige danske midtbanespiller har således fortsat sin imponerende form ind i det nye år og har været en afgørende faktor for Thomas Franks mandskab i Premier League.

I løbet af januar spillede Damsgaard alle seks kampe for Brentford, heraf fem i Premier League og én i FA Cuppen mod Plymouth Argyle.

Han leverede tre assists i ligaen, hvilket bragte hans sæsontotal op på imponerende otte oplæg og ti direkte målinvolveringer i Premier League.

Den første af hans tre assists i januar kom på årets første dag i et 3-1-nederlag mod Arsenal, da Damsgaard erobrede bolden på egen banehalvdel, snød Martin Ødegaard og sendte en præcis aflevering frem til Bryan Mbeumo, der åbnede scoringen for The Bees.

Derefter fulgte to målgivende afleveringer i vigtige udebanesejre mod Southampton og Crystal Palace.

Mod Southampton vandt han en nærkamp med ellers gigantiske Paul Onuachu, driblede forbi Lesley Ugochukwu og leverede herefter en knivskarp, venstrebenet aflevering til Kevin Schade, der sikkert passerede Aaron Ramsdale i en historisk 5-0-sejr – Brentfords største Premier League-sejr nogensinde.

I 2-1-sejren over Crystal Palace var Damsgaard endnu en gang på pletten, da han fra kanten af feltet slog et ganske enkelt perfekt indlæg med venstrebenet, som føromtalte Schade kastede sig ind i og headede i nettet.

Thomas Frank roser Everton-trio efter uafgjort

Læs også: Thomas Frank roser Everton-trio efter uafgjort

Belønnet med ny kontrakt

Januar blev også en vigtig måned for Damsgaard uden for banen, da han underskrev en ny kontrakt med Brentford.

Hans fortsatte udvikling og præstationer har gjort ham til en af holdets vigtigste spillere, og med fire kåringer som ’Player of the Month’ i træk er det helt åbenlyst, at han nyder stor anerkendelse i klubben.

Hvis han kan fortsætte sin nuværende form, kan 2025 blive et kæmpestort år for både Damsgaard og Brentford.

Brentford i krig mod falske kamptrøjer

Læs også: Brentford i krig mod falske kamptrøjer

Thomas Frank drømmer om Europa

Læs også: Thomas Frank drømmer om Europa

Seneste nyheder

Se flere nyheder