Fodboldnyt

Nedrykningstruede Swansea smider chef på porten

Swansea City
Foto: Swansea City / Getty Images

Swansea City ser ud til at skulle kæmpe for overlevelse i den næstbedste engelske række, og nu forsøger klubben sig så med en ny cheftræner.

Det er ikke mange år siden, at Swansea City var at finde i den bedste engelske række med navne som Michael Laudrup på trænerbænken og Wilfried Bony, Ashley Williams, eller den spanske målsluger Michu på grønsværen.

Men nu kæmper den walisiske klub for overlevelse i den næstbedste engelske række, og det har nu fået konsekvenser.

Swansea City har således tirsdag valgt at fyre cheftræner Luke Williams efter en katastrofal periode, der for alvor har sendt klubben ned i nedrykningskampen i Championship.

Klubben har kun hentet fire point i de seneste ni kampe, hvilket blandt andet inkluderede et ydmygende 3-0-nederlag til rivalerne fra Cardiff.

Swansea ligger nu på en placering som nummer 17, blot otte point over nedrykningsstregen, og ledelsen har derfor set sig nødsaget til at handle.

Alan Sheehan overtager midlertidigt rollen som cheftræner, mens Williams’ assistenter Ryan Harley og George Lawtey også forlader klubben med øjeblikkelig virkning.

“Desværre har vores præstationer og resultater siden årsskiftet ikke levet op til det niveau, der kræves,” udtaler Swansea-formand Andy Coleman.

“Vi er derfor nået frem til, at en ændring er nødvendig for at forbedre holdets præstationer på banen.”

Andrés Iniestas top-4 fodboldikoner: To danskere på listen

Læs også: Andrés Iniestas top-4 fodboldikoner: To danskere på listen

Toppede med Laudrups pokaltriumf

Swansea skal forsøge at vende skuden, når de møder Blackburn på hjemmebane på lørdag, hvor presset nu hviler tungt på spillerne for at sikre vigtige point i overlevelseskampen.

Klubben nåede i starten af 2010erne sit højeste niveau, og i 2013 blev til en fornem pokaltitel i den engelske ligacup, da Michael Laudrups tropper sejrede stort med 5-0 over Bradford City på Wembley efter en opvisning af en kamp fra kantspilleren Nathan Dyer.

I 2018 rykkede The Swans så ned fra Premier League efter to udfordrende sæsoner, og selvom det i både 2020 og 2021 blev til playoffpladser i kampen om oprykning – i sidstnævnte sæson blev finalen tabt til Thomas Franks Brentford – er det altså endnu ikke blevet til oprykning tilbage til Premier League, og nu truer nedrykning altså pludselig klubben.

Frank Lampard hjalp Coventry med at gøre noget for første gang i 75 år

Læs også: Frank Lampard hjalp Coventry med at gøre noget for første gang i 75 år

Seneste nyheder

Se flere nyheder