Bundesliga Forløsende sejr vækker glæde i Leipzig Foto: RB Leipzig / Getty Images Af Andreas Würtz Adamsen 27. februar 2025 Benjamin Sesko David Raum DFB-Pokal Marco Rose RB Leipzig Ridle Baku Efter en svær periode fik Leipzig onsdag en forløsende pokalsejr, og nu skal storholdet bygge på i den bedste tyske række. RB Leipzigs smalle, men vigtige 1-0-sejr over VfL Wolfsburg i DFB-Pokalens kvartfinale har givet Marco Rose og hans hold tiltrængt luft i en svær periode. Med kun én sejr i de seneste syv Bundesliga-kampe var presset på træneren stigende, men med avancementet til semifinalen lever håbet om en ny pokaltriumf fortsat. Lettelsen var tydelig efter slutfløjt – ikke mindst blandt fansene, der hyldede Rose med højlydte tilråb. Landsholdsspiller David Raum understreger, hvor vigtigt resultatet var for holdet og især for træneren: “Vi spiller for vores coach. Denne sejr var ekstremt vigtig – for ham, for os og for stemningen i truppen.” Rose selv lægger da heller ikke skjul på, hvor meget støtten fra fansene betød: “Jeg er virkelig glad, meget endda,” fortæller han og tilføjer, at Leipzig stadig har chancen for at opnå noget stort denne sæson. RB Leipzig har de seneste år markeret sig som et pokalhold, fem semifinaler på syv år vidner om klubbens evne til at præstere i DFB-Pokalen, og hver gang de er nået så langt, har de også kvalificeret sig til finalen i Berlin. “Pokalturneringen er vores turnering,” pointerer Raum, der var en del af truppen, da Leipzig sidste år besejrede Eintracht Frankfurt i finalen. Trods den kontroversielle straffesparkskendelse for hånd på bolden, der afgjorde kampen, var Leipzigs sejr fortjent. Holdet viste mere energi og engagement end i de foregående kampe, og det gav tro på en vending. Leipzigs sportsdirektør Marcel Schäfer er optimistisk efter kampen: “Denne sejr giver os et boost. Forhåbentlig får vi mere selvtillid og spiller med større tro på tingene fremover.” Læs også: Leipzig overvejer Fàbregas Leipzig skal finde niveauet i ligaen Men den sande test venter allerede på lørdag mod Mainz 05 med en stort imponerende Bo Henriksen på trænerbænken, for mens pokalsejren var vigtig for moralen, er Bundesligaen nu altafgørende for Leipzigs sæson. Holdet ligger side om side med Mainz i tabellen, og en sejr er nødvendig for at holde sig på kurs mod Champions League-pladserne. “Vi skal sørge for at få det maksimale ud af de resterende kampe. Hvis vi vil nå vores mål, må vi fokusere på os selv,” kommer det fra Rose, der udstrålede fornyet optimisme. Spillerne deler trænerens tro på, at tingene kan vende, og Ridle Baku slår således fast: “Holdet lever! Nu handler det om at finde stabilitet. Det er det vigtigste i de kommende uger.” Matchvinder Benjamin Šeško beskrev også sejren som “en fantastisk aften” og fremhæver den holdånd, Leipzig viste mod Wolfsburg – en mentalitet, de får brug for i de kommende, svære kampe mod Mainz, Freiburg, Dortmund og Gladbach. Om Leipzigs pokalsejr bliver vendepunktet i sæsonen, vil vise sig allerede i weekenden, for mod Mainz handler det ikke bare om tre point – det handler om at bevise, at holdet stadig har niveauet til at kæmpe med i toppen. Læs også: Leipzig vil gøre op med ubrugte sæsonkort Læs også: Xavi Simons bevarer optimismen i svær Leipzig-periode Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Kopier link Seneste nyheder Se flere nyheder La Liga Skadeskrise rammer Real Madrid: Duo ude resten af sæsonen Europa League Bilbaos store drøm: Finalen på hjemmebane lokker Europa League Europa League er Uniteds sidste håb: Amorim satser alt Champions League Merino tror på miraklet i Paris: Kan vinde hvor som helst Europa League Spurs jagter forløsning i Europa: En utrolig mulighed Fodboldnyt Schalke suspenderer spiller efter fan-konflikt