Fra Frankfurt til fryseboksen: Jović’ hårde læretid

I dag er han et symbol på, hvordan fodboldkarrierer kan tage en brat drejning – og hvordan et enkelt fejlagtigt skridt kan tage pusten ud af et ellers eksplosivt talent.

I et sjældent åbent interview med serbiske MozzartSport fortæller Milan-spilleren om skuffelser, selverkendelse og en indre kamp, som har varet i årevis.

Efter sit gennembrud i Eintracht Frankfurt, hvor han scorede 36 mål i 75 kampe, skiftede Jović i 2019 til Real Madrid for hele 500 millioner danske kroner.

Det blev dog starten på nedturen.

Han måtte leve i skyggen af Karim Benzema, og erkender i dag:

“Jeg konkurrerede med verdens bedste spiller. Han spillede det bedste fodbold i sit liv, og jeg havde ikke fortjent mere spilletid dengang.”

Skiftet til Madrid var ikke hans drøm.

Faktisk ville Jović helst være blevet i Frankfurt eller, som han nu afslører, være taget til Borussia Dortmund.

“Jeg sagde til min agent, at jeg gerne ville til Dortmund. Ikke Real eller Manchester. Jeg ønskede et sted, hvor jeg kunne udvikle mig bedst. Men med sådan et stort beløb var det kun de største klubber, der kom i spil.”

I dag forsøger han at genopfinde sig selv i AC Milan, men heller ikke her har han haft mange chancer.

I denne sæson har han blot startet én kamp i Serie A – allerede i første spillerunde.

Resten af tiden har han været fast mand på bænken.

Alligevel har han udnyttet sine minutter godt: Senest med mål mod både Napoli og Fiorentina samt en assist i Nations League mod Østrig.

“Jeg forsøger at gøre det bedste ud af de få minutter, jeg får. Det er ikke nemt. Jeg har ikke spillet i seks år. Hvad tror I selv, hvordan det føles?” sagde han til sine holdkammerater på landsholdet, da de beklagede sig over manglende spilletid.

Jović er i dag blot tredjevalg bag Mitrovic og Vlahović, men holder fast i troen på sig selv.

Manglende spilletid hænger ifølge ham også sammen med systemet:

“Jeg er bedst i en formation med to angribere. Jeg kan ikke udfylde rollen som alenespids, det passer ikke til min kropstype. Jeg skal kunne bevæge mig frit, være en slags hængende angriber. Det har altid virket bedre – sådan spillede vi i Frankfurt, og der havde jeg min bedste sæson.”

Trods modgangen nægter Jović at se sig selv som en fiasko.

Tværtimod finder han stolthed i sine klubstationer og sin rejse fra en lille serbisk landsby til nogle af Europas største klubber:

“Folk siger, jeg har ikke udlevet mit potentiale. Men jeg har spillet for Real Madrid og AC Milan. Jeg har været til to VM og en EM. Jeg kommer fra en landsby med 110 huse. Det i sig selv er en kæmpe præstation. Og jeg tror stadig, at der er mere i mig.”

Jović’ fortælling er en påmindelse om, hvor hårfin grænsen er mellem succes og stagnation i moderne topfodbold.

Men også om, at stædighed, selverkendelse og en vis portion ydmyghed kan holde drømmen i live – selv når den virker fjernere end nogensinde.