Har kontraktudløb til sommer: Tre klubber kæmper om Kylian Mbappé
Kylian Mbappé skal snart træffe en stor beslutning, da hans kontrakt med Paris Saint-Germain udløber til sommer.
En af årets helt store historier bliver Kylian Mbappés fremtid. Hans kontrakt med Paris Saint-Germain udløber efter denne sæson, og hidtil har han ikke ønsket at underskrive en forlængelse.
Derfor bliver der spekuleret voldsomt i, hvor han kommer til at fortsætte sin karriere. Ifølge den franske avis Le Parisien har han tre klubber at vælge mellem denne sommer.
Først og fremmest er Paris Saint-Germain fortsat meget ivrige efter at holde fast i ham. De håber på, at deres økonomiske kræfter er nok til at beholde ham, som det har været tidligere.
De er dog ikke ene om at være parat til at gøre ham til en velbetalt spiller. Det samme er tilfældet for Real Madrid, der siges at have tilbudt ham en årsløn på 200 millioner kroner. Derudover vil de også betale ham en bonus på næsten en milliard kroner ved underskrivelse.
Han var tæt på at skifte til den spanske klub i sommeren 2022, men i sidste øjeblik vendte han på en tallerken. I stedet skrev han under på en ny kontrakt med Paris Saint-Germain.
Det skabte stor irritation hos Real Madrid, der mente, at de havde en aftale på plads. Denne gang har de givet ham en deadline, hvorfor de vil have ham til at træffe en beslutning i midten af januar.
Ifølge Le Parisien er der også stor interesse fra Liverpool. Det er især træner Jürgen Klopp, der har et godt øje til ham, hvilket Mbappé skulle være klar over.
Udfordringen for den engelske klub er at matche de økonomiske tilbud fra Real Madrid og PSG. Det kan de få svært ved at gøre, og i sidste ende kan det betyde, at han vælger en af de to andre muligheder.